Vores kunstnere

Maren Marie Tange

Maren Marie Tange

Pianist
Maren Marie Tange

Maren Marie Tange er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og debuterede i efteråret 2003 fra solistklassens specialklasse for kammermusik og akkompagnement med koncerter i Musikhuset, Århus og i København.

Siden sin diplomeksamen i 1999 har hun været tilknyttet DJM som akkompagnatør og repetitør.

Hun har studeret hos flere internationalt anerkendte lærere, bl.a. Roger Vignoles, Rudolf Jansen, H. Deutsch, Anne Sofie von Otter og Bengt Forsberg.

Hun optræder i adskillige musikalske sammenhænge med sangere og instrumentalister og har gennem de seneste år haft en omfattende koncertvirksomhed i Danmark som kammermusiker og akkompagnatør.

Derudover har hun også optrådt i Frankrig, England, Tyskland, Sverige og Finland.

MMT er til daglig tilknyttet Det Jyske Musikkonservatorium som repetitør og akkompagnatør, bl.a. for sangfaggruppen og fløjteklassen samt klarinetklassen. Derudover underviser hun også på Vestervig Kirkemusikskole.

Jens Krogsgaard

Jens Krogsgaard

Instruktør
Jens Krogsgaard

Jens Krogsgaard, der er uddannet tenorsanger, har overtaget instruktionen af “Grænsemageren” fra den 1.september 2019 fra Robert Vinther. Jens Krogsgaard har i en årrække undervist i sang ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorieum og har også  arbejdet med musikdramatikken på det instruktionsmæssige  område.Yderliger beskrivelse følger senere.

 

Robert Vinther, der i mange år blandt meget andet har været underviser i musikdramatik på Det Jyske Musikkonservatorium, har været instruktør i “Grænsemageren” indtil 1.september 2019, hvorefter han af arbejdsmæssige grunde måtte slippe ansvaret for denne opgave, som herefter er overtaget af Jens Krogsgaard.

 

Roberth Vinther, instruktør indtil 1.september 2019

.

Erik Kaltoft

Kunstnerisk leder
Erik Kaltoft

Erik Kaltoft er uddannet pianist fra Det Jyske Musikkonservatorium og har som sådan fungeret i dansk musikliv som solist, kammermusiker og akkompagnatør. Der er to spor, der har været gennemgående i hans karriere: Den ny kompositionsmusik og den vokale musik – den lyriske såvel som den dramatiske.

En lang række cd’er med musik af nulevende komponister og deltagelse i mere end 200 uropførelser vidner om stor interesse for den musik, der formes lige nu, ligesom medlemskabet af to markante kammermusikensembler med fokus på samtidsmusikken (LINensemble og The Elsinore Players) også gør.

Interessen for vokalmusik med særlig vægt på opera har været usvækket gennem hele karrieren. Som leder af den musikdramatiske overbygning ved sanguddannelsen på Det Jyske Musikkonservatorium og med tilknytning til Århus Sommeropera, Den Jyske Opera og Det Neurupp-Callenbergske Operaselskab har indsatserne hovedsageligt været i det århusianske musikliv.

I 1988 startede han sammen med sangeren Preben Bjerkø Århus Sommeropera, som de to ledede gennem 6 år. På den Jyske Opera var han syngemester for koret gennem 14 år, ligesom han også var repetitør på en række forestillinger. Gennem 5 år havde han det musikalske ansvar i Det Neurupp-Callenbergske Operaselskab, som var et samarbejde mellem DR og Den Gamle By, Århus, og som havde fokus på ældre danske operaer. Det blev til fremførelser af to operaer af Kuhlau og to af Kunzen.

Af aktiviteter, der ikke er knyttet til Århus, kan nævnes: 5 gange i juryen for Danmarks Radios Kammermusikkonkurrence – 2 gange som juryformand. Bestyrelsesformand for Det Danske Musicalakademi i Fredericia fra starten i 2000 og til statsovertagelsen i 2015. Det musikalske ansvar for en række operaopførelser – bl.a. «Sigurd Dragedræber« af Andy Pape på Det Kgl. Teater.

Erik Kaltoft var professor ved Det Fynske Musikkonservatorium 2005-2010.

Bo Gunge

Komponist og librettist
Bo Gunge

»Bo Gunge er cand. mag. i musik og drama fra Aarhus Universitet og har en diplomeksamen i komposition fra Det Jyske Musikkonservatorium. Han har modtaget flere danske og internationale priser, har været huskomponist for Sønderjyllands Symfoniorkester og har samarbejdet med bl.a. Aarhus Symfoniorkester, DR Radiosymfoniorkesteret og Den Jyske Opera.

Bo Gunge har komponeret inden for mange genrer, bl.a. operaerne Orfeus elsker Eurydike (2004) og Orkestergraven (2012), Requiem (2004), orkesterværkerne Symfoni (2006), Koncert for obo og orkester (2002) og Passager (1999), kammermusik samt mange korværker, f.eks. Månebryllupssange (1993), Alting har en tid (2002) og Kor72-jubilæumsværket Det værste og det bedste (2012). Bo Gunge arbejder også med cross-over genrer f.eks. korværket Isbrand (1992) med jazzmusikeren Pierre Dørge og Stjernekoncert (2002) som multimedieforestilling på Steno Museets planetarium. Bo Gunges inspiration spænder fra astrofysik til litteratur, historier, myter og religion«. (Mag.art. i musikvidenskab Leif V. Balzersen)

Morten Frank Larsen

Baryton
Morten Frank Larsen

Baryton Morten Frank Larsen (f.1965) er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium (1986-91) og på Operaakademiet (91-94). Han debuterede i Brittens The Rape of Lucretia på Aarhus Sommeropera i 1994 og året efter sang han i Tyskland Don Juan i Mozarts opera af samme navn.

I 1997-2000 var han ansat som solist i ensemblet på Staatsteater Braunschweig. Siden 2000 har Morten været ansat som solist ved Volksoper og Staatsoper i Wien, hvilket er absolut  usædvanligt.  Han er hyppig gæst på operascenerne i Berlin, München, København, Bologna, Zürich, Sevilla, Salzburg, Palermo og Tokyo. Morten Frank Larsen har et repertoire, der omfatter mere end 100 operapartier.

I 2011 debuterede han på Metropolitanoperaen i New York som greven i Richard Strauss Capriccio. Her spillede han overfor den berømte sopran René Flemming, og pressen fremhævede både hans musikalske og stemmemæssige kvaliteter, men hæftede sig også ved hans elegante, sceniske nærvær.

Morgen Frank Larsen har i Danmark modtaget Francesco Christofoli-prisen (1999) og Aksel Schiøtz – prisen (2002). I Wien er han udmærket med Eberhard Wächter medaljen (2003).

I den nye opera Grænsemageren, der har premiere i 2020 er Morten Frank Larsen udvalg til den store titelrolle som Hans Peter Hanssen, politiker, ejer af avisen Heimdal, 56 år.  

Anders Christensen

Tenor
Anders Christensen

Anders Christensen (f. 1992) begyndte sin musikalske løbebane i Herning Kirkes Drengekor og blev i en meget ung alder benyttet som solist, bl.a. i forestillinger på Den Jyske Opera.

Siden formede den lyse drengestemme sig til en høj baryton, og Anders optrådte bl.a. med Den Kongelige Operas kor og som Henrik i Den Fynske Operas opsætning af Maskerade.

I 2014 flyttede Anders til London, for at starte sin uddannelse på det prestigefyldte musikkonservatorium The Guildhall School Of Music And Drama – en uddannelse han senere har fortsat i Århus, hvor han nu studerer hos den anerkendte sangpædagog Bodil Øland.

Anders’ stemme har endnu en gang rykket sig – denne gang op i tenorfaget, hvori han har gjort sig bemærket ved koncerter og forestillinger med bl.a. Århus Symfoniorkester, Odense Symfoniorkester, Randers Kammerkorkester, Operettekompagniet og Århus Sommeropera. Den unge tenor er nyligt omtalt som “[…]et stort håb i den danske operaverden” i Berlingske Tidende, efter han optrådte som solist for Herning Kirkes Drengekor på Carnegie Hall i New York

Frederikke Kampmann

Sopran
Frederikke Kampmann

Frederikke Kampmann er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København og fra Musik und Kunst Privatuniversität der Stadt. Hun debuterede i 2008.

Frederikke har sunget Sopranpartiet i Mozarts Requiem med Aarhus Symfoniorkester, Carmina Burana med Sønderjyllands Symfoniorkester samt Aalborg Symfoniorkester og hun har sunget Jenny Lind med Odense Symfoniorkester i Carl Nielsens sjældent opførte Amor og Digteren.

Fra 2011-2017 var Frederikke bosat i Wien, hvor hun sang store partier på blandt andet Theater Akzent og Theater MuTh. I sæson 2016/2017 var Frederikke medlem af Junges Ensemble på Theater an der Wien.

Frederikke har gennem tiden modtaget flere legater og priser. Blandt andet fra Beckett-Fonden, Kongehuset og Operasangerinde Betty Bevalds legat. I sommeren 2013 modtog hun prisen for Årets unge Operatalent ved Copenhagen Opera Festival. I 2012 vandt hun desuden tredjeprisen i Operaens Venners konkurrence for unge sangere, og i 2015 vandt hun 3. prisen med pianist Mehrdokht Manavi ved Copenhagen Lied-duo Competition

Jakob Alsgaard Bahr

Pianist
Jakob Alsgaard Bahr

Jakob Alsgaard Bahr (klaver) er uddannet i solistklassen hos prof. Anne Øland på Det Jyske Musikkonservatorium. Studier i komposition samme sted hos docent Lasse Laursen. Videre studier/kunstnerisk fordybelse i Berlin i 2008/09. Jakob vandt DJMs solistkonkurrence i foråret 2005 med efterfølgende opførelse af Griegs klaverkoncert ved konservatoriets festival RAMA, samt radiotransmission på P2 (Unge spiller klassisk). Jakob Alsgaard Bahr har modtaget Léonie Sonnings Musikfonds ungdomslegat i 2009, Alexander Stoffregens mindelegat i 2008, Pianistinde Esther Vagnings legat i 2007, Jacob Gade-fondens store legat i 2006 og J. C. Hempel Fonds rejselegat i 2005.

Jakob Bahr har som pianist været med ved Opera på Grænsen fra begyndelsen, og har f.eks. spillet til Opera Brunch og til nytårskoncerter. Jakob underviser i dag på Det Jyske Musikkonservatorium og spiller desuden lied-koncerter med Stine Elbæk og kammerkoncerter

Jakob Vad

Baryton
Jakob Vad

Barytonen Jakob Vad er uddannet på Operaakademiet i København i 2012 med videre studier på Madrid Opera Studio i 2014.

Jakob arbejder sammen med alle de største teatre i Danmark. Han har sunget flere roller på Det Kongelige Teater – senest Jægeren Jan i teatrets opsætning af børneoperaen ”Feen i Åen” i 2017. Jakob sang Mephistopheles i ”Faust” og Brétigny i ”Manon” ved Copenhagen Opera Festival og blev samme år tildelt prisen som årets unge operatalent.

Jakob har også en betydelig karriere i udlandet med roller som Guglielmo i ”Cosi fan Tutte” og Figaro i ”Figaros Bryllup” på Hamburger Kammeroper, titelrollen Don Giovanni i ”Don Giovanni” i Bonn, Papageno i ”Tryllefløjten” på Cuenca Opera i Spanien og rollen som Albert i ”Werther” af Massenet ved Irkutsk Opera Festival i Rusland.

Selvom Jakob Vad hovedsageligt har sit virke indenfor opera og oratorier, har han altid haft en forkærlighed for sange (lieder). I 2015 startede han og pianisten Elisabeth Holmegaard Nielsen et samarbejde omkring sange og lieder og turnerede i lande som Østrig, Slovakiet og Ukraine med et program med musik af Carl Nielsen. I 2016/2017 fortsatte duoen successen med en koncertrække med Schuberts ”Winterreise”.

Jakob er I løbet af sin uddannelse og i sit professionelle virke blevet belønnet med legater og priser, deriblandt den prestigefyldte Richard Wagner Stipendium til Festspillene I Bayreuth og Van Hauns Pris – en af de mest betydelige priser til unge kunstnere i Danmark.

Stine Elbæk Gomard

Sopran
Stine Elbæk

Stine Elbæk er medstifter af Opera på Grænsen og har optrådt en række steder i det sønderjyske i den forbindelse.

Her har hun bl.a sunget med Sønderjyllands Symfoniorkester på den store udendørs scene i Tinglev, i Tinglev Byskov, på Folkehjem i Aabenraa, med SMUK i Haderslev og meget mere.  Hun er sammen med sopran Iben Silberg dukket op på uventede steder som Lagkagehuset, Burger King, Tinglev Svømmebad, Grænsehandlen i Tyskland og Super Brugsen i de såkaldte ‘Guerilla Opera Attacs.’

Desuden er Stine en dedikeret sangpædagog, og har sin daglige gang med sangelever i Kolding musikskole. Ved siden af sangen dyrker Stine passioneret sin nebengeschäft som violin-spillemand med dansk og svensk folkemusik og leder spillemandsorkesteret ‘Gjern Spillemænd’.

Julia Tabakova

Pianist
Julia Tabakova

Julia Tabakova (klaver) er født og opvokset i Ukraine, og uddannet på konservatoriet i Kiev. Hun kom til Danmark i 2005 for at studere på Det Jyske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede fra solistklassen i 2008. Udover hendes solistkarriere arbejder ofte som operaakkompagnetør, blandt andet for Den Jyske Opera. Derudover udgør hun den ene halvdel af fløjte og klaverduoen ‘Duo Zielkova’.

Iben Silberg

Sopran
Iben Silberg

Sopranen Iben Silberg er uddannet på Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole i Odense og har efterfølgende taget solistuddannelsen på Det Jyske Musikkonservatorium med debut i 2014. 

Iben er ofte brugt som solist, senest i Poulencs Stabat Mater med Vor Frues Cantori og som Grethe i operaen Hans og Grethe i samarbejde med Opera Kids.  Iben har været solist i Brahms Ein Deutsches Requiem” med Fredericia Byorkester samt i Leon Tscholls uropførelse af Ein Reformatorisches Requiem med Nordschleswiger Musikvereinigung. Hun har sunget Elverkongens datter i N.W.Gade´s Elverskud med Odense Symfoniorkester, solist i Mozart´s Requiem med Aarhus Symfoniorkester og i Manon på Copenhagen Opera Festival.

Mere kunne nævnes, herunder også flere opgaver med Sønderjyllands Symfoniorkester og en lang række opgaver for Opera på Grænsen. Iben er medstifter af Opera på Grænsen.

Iben Silberg er fast sopran i DR´s koncertkor.

Sebastian Naglatzki

Basbaryton
Sebastian Naglatzki

Basbarytonen Sebastian Naglatzki stammer fra Hannover og studerede sang ved Hochschule für Musik und Theater Hamburg hos Prof. Wolfgang Löser og Prof. Hanna Schwarz.  Efter hans debut fra solistklassen har Sebastian haft engagementer ved bl.a. Staatstheater Braunschweig, Kammeroper Schloss Rheinsberg, Oper Kiel samt Staatsoper Unter den Linden Berlin.

Basbarytonen er prisvinder i den internationale konkurrence „Verfemte Musik“, i Maritim-Wettbewerb i Timmendorfer Strand og i den internationale sangkonkurrence Kammeroper Schloss Rheinsberg 2010. Han er stipendiat hos „Yehudi Menuhin – Live Music Now“ og ”Richard-Wagner-Verband“.

Siden 2012/2013 er han et fast medlem i solistensemblet til Landestheater Neustrelitz.

Frøya Gildberg

Sopran
Frøya Gildberg

Frøya Gildberg er norsk og opvokset i Flensborg. Hun afsluttede sin skolegang med studentereksamen ved det danske gymnasium Duborg Skolen i Flensborg

I juli 2007 debuterede hun så fra solistklassen på Hochschule für Musik und Theater Rostock.

Hun er uddannet hos Prof. Klaus Häger, der blandt andet synger ved Staatsoper i Berlin. Frøya har optrådt som solist i de fleste store oratorier og haft koncerter i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Polen og i New York.

Sammen med pianisten Ana Miceva har hun udarbejdet et bredt koncertrepertoire, som spænder fra operaarier og operetter til lieder fra forskellige epoker med koncerter i hele Tyskland og i de nordiske lande.

Ana Miceva

Pianist
Ana Miceva

Ana Miceva fra Makedonien studerede klaver ved Hochschule für Musik und Theater Hamburg hos Prof. Marian Migdal og hos Prof. Stephan Imorde ved Hochschule für Musik und Theater Rostock. Endvidere har hun en master i Lied akkompagnement hos Prof. Burkhard Kehring ved HMT Hamburg.

Ana er prisvinder i den internationale konkurrence „Verfemte Musik“ og fik en 1.plads i Lied akkompagnement ved Maritim-Wettbewerb i Timmendorfer Strand. Hun er desuden stipendiat hos „Yehudi Menuhin – Live Music Now“, „Oscar und Vera Ritter Stiftung“ og „Franz Wirth-Gedächtnis-Stiftung“.

Anas store interesse gælder Lied genren, og sammen med sopranen Frøya Gildberg og basbarytonen Sebastian Naglatzki har hun dannet trio siden studietiden. Som duo og som trio rejser de tre musikere  i bl.a. hele Tyskland, Skandinavien, Makedonien og Polen for at give koncerter.

Per Jellum

Tenor

Per Jellum

Per Jellum er privatuddannet hos Bodil Gümoes og Åsa Bäverstam, (DKDM, København) samt hos  Roberta Cunningham og Neil Semer (NSVI, New York)

Han har sunget en lang række hovedroller i operettefaget, bl.a. Danilo  (Den Glade Enke), Eisenstein (Flagermusen), Piratkongen (Piraterne fra Penzance) og Leopold (Sommer i Tyrol).

Inden for operagenren har han bl.a. sunget titelpartiet i Wagners Parsifal, Den Kejserlige Kommisær (Mme Butterfly), Gontran (une Education Manchée) og Gastone (La Traviata)

Han har i en årrække været tilknyttet Det Kgl. Operakor, Malmö Operans kor og Den Jyske Operas kor.

Han er fast sanger i Det ny Tonefilmsorkester og har adskellige cd-udgivelser bag sig.

Per har optrådt med Opera på Grænsen siden kompagniets begyndelse.