Historie

Idékvinden bag OPERA PÅ GRÆNSEN er Iben Silberg. Det var også hende, der foreslog navnet og opfordrede formanden for TinglevForum, til at stå i spidsen for en ny bestyrelse. Det skete i 2013.

Poul-Erik Thomsen påtog sig formandskabet, og bestyrelsens første skridt var at indlede forhandlinger med Aabenraa Kommune, der var udset til at danne ramme om det sønderjysk-sydslesvigske operakompagni.

Den tidligere chef for Den Fynske Opera, Lars Waage, gik aktivt ind i projektet og blev en central rådgiver i opstartsfasen – både i dialogen med kommunen og i jagten på en fast base. 

Samtidig dukkede sopranerne Iben Silberg og Stine Elbæk op uventede steder – fx i en svømmehal og et Lagkagehus – hvor de overraskede publikum med såkaldt ”guerilla-opera”.

Formanden for Udvalget for Kultur og Fritid, Povl Kylling Petersen, udtalte i den forbindelse: “Vi har længe ønsket, at operaen skulle have en større plads i kulturlivet, og at Aabenraa skulle have sit eget tilbud – og nu bød muligheden sig.”

TinglevForum spillede en aktiv rolle i projektets første år og stod bl.a. bag koncerter på Friluftsscenen i Byskoven og senere i større format på sportspladsen – med hele Sønderjyllands Symfoniorkester som akkompagnement til operasangerne.

Stine Elbæk blev tilknyttet OPERA PÅ GRÆNSEN som daglig leder med base i Det Kreative Hus i Aabenraa. Den mangeårige borgmester i Rødekro og Aabenraa – og passionerede operaelsker – Tove Larsen indtrådte i bestyrelsen og tog ansvar for økonomien.

Tempoet var højt fra begyndelsen, og efter en intens start var  der behov for at strukturere og styrke det formelle fundament. Løsningen blev en aktivt arbejdende bestyrelse, som – i samarbejde med professionelle – etablerede projektorganisationer målrettet de enkelte produktioner.

Gennem alle årene har Aabenraa Kommune og TinglevForum været centrale samarbejdspartnere og har støttet koncerter i bl.a. Sønderjyllandshallen, Folkehjem, biblioteket og Byskoven i Tinglev. Derudover har OPERA PÅ GRÆNSEN også arrangeret koncerter syd for grænsen – fx i Flensborg – i samarbejde med sydslesvigske foreninger og organisationer.

Med base i Aabenraa Kommune er OPERA PÅ GRÆNSEN strategisk placeret midt i det dansk-tyske grænseland, og operakompagniet har i de senere år markeret sig stærkt med egne produktioner.

Det gjaldt bl.a. i forbindelse med 100-års jubilæet for Genforeningen, hvor operaen GRÆNSEMAGEREN af Bo Gunge blev opført i samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester.

I 2025 fulgte OPERA PÅ GRÆNSEN op med endnu en egenproduktion – operaen Franciska – efterbilleder til fremtiden – skabt i samarbejde med LYDENSKAB. Operaen hyldede kunstneren Franciska Clausen og hendes betydning for moderne, international kunst. Forestillingen havde premiere på Folkehjem og drog derefter på turné til kunstmuseer landet over, med afsluttende opførelse på Stakelloftet i Det Kongelige Teater i København.

I dag arrangerer OPERA PÅ GRÆNSEN årligt 7-10 koncerter – på begge sider af grænsen – med tilbud til alle aldersgrupper. Der er eventyroperaer for børn, samarbejde med gymnasier og koncerter for et voksent publikum.

Glæden ved sang, musik og opera er og bliver kernen i alt, hvad vi gør – med ambitionen om at gøre opera levende, nærværende og folkelig.